Skærmtid 2-5 år
1. marts 2023Hvorfor det? Om børn der stiller mange spørgsmål
Tema: Læring
Aldersgruppe: Alle aldre
Nøgleord: Nysgerrig, undersøgende, gåpåmod, nye veje, mod, risikovillig, skab rammer, besvar, fold ud
Dato: 4 nov. 2022 (den dato artiklen er revideret)
Stiller dit barn mange spørgsmål? Så vær glad for det. Vær stolt af det. Spørgsmålene viser at dit barn er interesseret i verden og ikke kun i sig selv. Selvom du også godt kan blive træt i hovedet – som Spørge-Jørgens forældre, så skal du som udgangspunkt være ganske tilfreds med at dit barn er nysgerrigt og videbegærligt.
Barnets nysgerrighed
Barnets nysgerrighed, er medfødt og båret frem af ønsket om at forstå og mestre omverdenen. Et nysgerrigt barn stiller ofte spørgsmål og elsker at udforske og opdage verden.
Det nysgerrige barn viser interesse, er nyhedssøgende og åbenhed for nye erfaringer. Barnet er oprigtigt styret af et indre ønske om at få viden og erfaring. Det nysgerrige barn er åbent for verdenen og er mentalt og følelsesmæssig fleksibel i forbindelse med emner eller informationer, der ikke umiddelbart passer ind i hendes første hypoteser eller antagelser
Det nysgerrige barn er mål-orienteret med en stabil følelsesmæssig kerne, der orienterer barnet hen i mod at undersøge ting, begivenheder og problemer for at forstå dem bedre og udfordres af dem - og nysgerrighed er en fundamental motivationskomponent.
Oplevelse af spænding, glæde og opmærksomhed får alle brændstof af nysgerrigheden, som synes forbundet med udbytte som positiv affekt, kreativitet, samt villighed til at møde udfordringer. Samtidig opleves nysgerrighed som modvægt til stress og kedsomhed. Nysgerrigheden er også drivkraften i legens og læringens kreativitet, da den udvider og overskrider det kendte og giver dermed rum og plads til at finde nye løsninger og gå nye veje.
Mod og risikovillighed
Men det kræver mod og risikovillighed af dit barn at bevæge sig ud i ukendt land. I løbet af en barndom er det uundgåeligt, at der bliver begået fejl, enten af forældrene eller barnet. Det kræver en god relation at skabe en kultur i hjemmet hvor det er legalt at lave fejl. Forældrene skal være en god rollemodel og være modige, nysgerrige og risikovillige. Legen er en naturlig del af barndommen og i legen kan barnet udfordre sig selv og verden – og være med til at finde forklaringer på alle de spørgsmål børn har – til og om livet.
Hvad kan du gøre?
Gennem samspillet og kommunikationen med forældrene skal børn opleve at de kan dele deres mange spørgsmål og usikkerhed med deres forældre.
- Børnene skal opleve at vi tager deres spørgsmål alvorligt – og hvis vi ikke kan svare på deres spørgsmål lige nu – vil vi prøve at finde et svar senere.
- Fold verden ud for dit barn – sæt ord på den. ”Den bro vi køre på nu hedder Storstrømsbroen”
- Hjælp barnet til selv at finde de svar det søger. Skab rammerne for det. Lån bøger. Besøg biblioteker og museer.
Psykolog Anne Linder