Indimellem vil man opleve, at det pædagogiske liv er problematisk. Det er et grundvilkår at miste modet undervejs. I disse situationer kan en farlig faldgrube være, at man bliver reduktionistisk og forrået i sin pædagogiske forståelse.
En reduktionistisk strategi er at tænke, at der findes nemme løsninger på komplekse problemstillinger. En reduktionistisk forklaring på et barns sociale vanskeligheder kunne f.eks. være at hævde, at vanskelighederne skyldes, at barnet er forkælet hjemmefra. Denne type forklaringer er hverken saglige eller faglige, men snarere udtryk for, at den professionelle har problemer med at håndtere en nuanceret og kompleks forståelse af den pædagogiske udfordring.
Alene det at give sig tid til at reflektere over sine egne udtalelser kan åbne op for nye forståelser og nye løsninger. I en travl hverdag kan man blive blind for sine egne succeser og fejltagelser, og det kan være en befrielse at stoppe op, alene eller sammen med teamet, for at reflektere over, hvorfor man tackler de aktuelle situationer, som man gør.
Refleksionen er det første skridt mod at få kontrol over sin psykiske energi. Det kan åbne for en betydningsfuld adfærdsændring, hvis man kender til og tænker over sin egen adfærd, hvorved man bliver mere bevidst om sine valgmuligheder.
Gennem den ressourceorienterede kollegiale feedback kan vi få øje på den gensidige afhængighed, der er mellem vores tanker og handlinger samt den indbyrdes forbundethed, der er mellem de tiltag, der understøtter det pædagogiske arbejde. Det er ingen let sag at beskrive, hvordan teamet oparbejder en refleksiv kultur. Idealet er, at det refleksive rum bidrager til at skabe robuste sociale relationer, så de professionelle kan dele deres følelser, handlinger og erfaringer med hinanden og dermed skabe mulighed for at udvikle både fagligheden og det kollegiale fællesskab. Det er i det refleksive domæne, at vi henter ny viden og nye indsigter, der kan hjælpe os til at mestre kompleksiteten.
