Udviklingspsykolog Daniel Stern (2003) har enkelt, men rammende skrevet, at relationer skaber kontekst for læring. Bronfenbrenner (1995) præciserer den samme pointe ved at hævde, at gode læringsaktiviteter skabes, når mennesker er socialt og kulturelt forbundne. Effektiv læring udspringer af regelmæssige interaktioner over længere tid med de personer, vi har udviklet en relation til og - både på den korte og lange bane - føler et ansvar for. Lidt forenklet kan vi konkludere, at ingen læring finder sted i et relationelt og kulturelt tomrum. Alt, hvad barnet lærer, sker i tilknytning til nogen og noget og bygger videre på det, barnet allerede har lært.
Kontakten mellem barnet og den professionelle er den nødvendige platform for barnets læring. Som Hattie (2013, s. 252) fremhæver, er formålet med at skabe et tillidsfuldt, varmt og empatisk læringsmiljø at give eleverne et fristed, hvor der er plads og rum til at lave fejl. I den pædagogiske sektor er formålet med den gode kontakt mellem parterne dermed at være katalysator for barnets læring.
