De tre sensitiveringsprincipper
Trekanten illustrerer en organisationsmodel. Øverste niveau er individet, og i midten er teamet eller gruppen, og nederst er organisationen/institutionen. De tre R’er (Ressourcer, Relationer, Refleksion) påvirker alle tre niveauer og skaber en sammenhængskraft eller oplevelse af fællesskab.
Ressourcesporet: En ressourceforståelse, der udspringer af princippet om, at mennesket har brug for positive og udviklingsstøttende relationer, og at vi i et evolutionært perspektiv har overlevet, fordi vi kan vise hinanden omsorg og medfølelse. Glæde, succes og engagement er indikatorer for fællesskab, trivsel og det gode liv. I ICDP-programmet arbejdes med Stjernestunder og Positive redefineringer.
Relationssporet: En relationsforståelse, der udspringer af princippet om, at al udvikling er relationel. Vi påvirker og påvirkes af hinanden i alle livets forhold. I ICDP-programmet arbejdes med at italesætte det relationelle samspil. Derfor står de ”Otte temaer for godt samspil”, samt de ”Tre dialoger” centralt i programmet.
Refleksionssporet: En refleksionsforståelse, der udspringer af princippet om kompleksitet og mangfoldighed. I en verden med stor kompleksitet slår rutiner og stramme procedurer ikke til. Hvis man ønsker at handle kompetent, har man brug for et rum til at skabe ny mening og derigennem se handlemuligheder i en praksis, der er under konstant forandring. I ICDP-programmet arbejdes med videoanalyse, kollegial feedback og selviagttagelse.
Sensitiverings-trekanten. De tre R’er: relationer, ressourcer og refleksion er teoretiske spor i den relationsbaserede pædagogik. Taleboblerne illustrerer hvordan man konkret kan arbejde med sensitiveringsprincipperne i organisationen.