Tema: Sanser og sanseintegration
Aldersgruppe: alle aldre

Dato: 23. apr 2025 (den dato artiklen er revideret)

Om sanser og sanseintegration i et relationelt perspektiv

Gitte Frost og Ida Skytte Jakobsen

Vi sanser, når vi er alene, og vi sanser især, når vi er sammen med andre. At sanse er en livslang og social proces, der begynder allerede i fosterstadiet. Lige så naturlige sansninger kan forekomme, lige så indviklede og frustrerende er de, når de ikke spiller ordentligt sammen med vores samspil med andre. Det, at vi kan sanse og har vores sanselighed, er en betingelse for vores fælles eksistens, for hvis ikke vi kan opfange og registrere verden og livet, kan vi ikke forbinde os til hinanden og skabe læring. Vores sansning er både en fysisk registrering af omverden, som er tæt knyttet til den psykiske forståelse af verden.

Sansningen er et møde mellem den enkelte og verden. Sansningen kan igangsætte særlige sindsstemninger og følelser, som er med til at definere hvordan vi opfatter hinanden, de steder, vi opholder os i og de begivenheder vi deltager i. Vores sansninger befinder sig mellem det, vi tænker og forstår (det kognitive) og det kropslige (det biologiske) og forbinder sig med vores følelser (det emotionelle).

Vi sanser, før vi kan bruge ord. Ord og sprog kommer først til senere i vores udvikling og i livsstarten er sanserne den primære kommunikationskilde. Sansekilden kan uden ord oversætte, forklare og forstå. Det spæde barn er afhængigt af at en voksen kan oversætte og forklare barnets reaktioner på de forskellige sanseoplevelser, barnet møder. Ved gentagne og positive, pålidelige ”oversættelser” vil barnet opleve, at sanserne kan bruges som kroppens sprog. Et sprog der kan invitere til handling. Senere i udviklingen vil sanserne også være en vigtig komponent – når talesproget udvikles.

Sanserne udvikles i relationer. De udvikles fra fosterstadiet og hele livet igennem. Vores sansesystemer er relativt robuste systemer, men der er alligevel en række belastninger og vilkår, som har betydning for udvikling af vore sanser og de sansemæssige udfordringer, som vi måtte have.

Der er børn som er for tidligt fødte, børn af syge forældre, børn med diagnoser og børn som nemt bliver sansemæssigt overstimuleret og børn som ikke kan finde nattero.

Pointen i Gitte Frost og Ida Skyttes tilgang er, at uanset hvilke sansemæssige udfordringer barnet har, så kan sanserne udvikle sig med den rette intervention. Det kræver relationskompetente voksne, der har den relevante viden og de nødvendige ressourcer og overskuddet til at tage ansvar for interventionen, uden at det relationelle forhold og kontakten til barnet tabes af syne.

Vores sanser kan ikke adskille sig fra vores væren i verden. Det vil sige at sansningen og sanseintegrationen er dybt afhængig af, hvor vi er og hvem vi er sammen med.

Læs mere i bogen af Gitte Frost og Ida skytte Jakobsen; ”Sans, Om sanser og sanseintegration i et relationelt perspektiv”, Akademisk forlag (2023)

Læs mere om sanser og sanseintegration i et relationelt perspektiv og kurset SANS på: Sanseintegration og relationsarbejde - Dansk Center for ICDP 

Læs også om Sanseudvikling i samspil